Store terræner giver naturligvis stortgående hunde også meget større, end vi er vant til i Danmark. Men det er ikke bevidstløs løberi. Man ønsker bestemt ikke hunde, der blot jagter over fjeldkammen og videre til den næste. Der skal holdes kontakt, og hundene skal hele tiden arbejde sådan, at man kan gå på jagt med dem.

  Af naturlige årsager, kan man ikke hente vind til hundene på fjeldet. Man går bare, og så er det hundens opgave at finde vinden og lægge sig på den. Den må selv afgøre, hvor langt der skal være mellem slagene, og hvor langt den skal under vind for ikke at komme til at rende lige ind midt i rypeflokken.

  Det siger næsten sig selv, at det kræver en kolossal god fysik og optimal form hos hunden for at klare konkurrencen under disse forhold. Men hundene er også i god form. Mange af hundeførerne kommer lige fra en uge eller to i fjeldet med jagt hver eneste dag. Andre skal af sted lige efter prøven, og det er slet ikke ualmindeligt, at hundene jagter mange timer hver dag i 3- 4 uger. Eneste hviledage er transportdage til og fra jagtterrænet og de forskellige prøveterræ­ner.

  Nu var det en pointer og en engelsk setter, der tog fjeldet i besiddelse. De passede godt til hinanden. De strøg ned over fjeldsiden og kom tilbage i et perfekt slag ret på vinden. Efter de første slag, slog de sig lidt fri af hinanden, konkurrencemomentet blev glemt til fordel for at finde fugl.

  Hver chance udnyttedes. Hvert lille krat sås efter, og hvert færtsignal til næsen registreredes. Begge hunde arbejdder hårdt og meget fornuftigt. Fugl - det var det der talte.

  Pointeren trak an op over fjeldsiden. Den slog et slag til højre og stod fast. Vi bevægede os op over. Føreren fik lov til at rejse, og han gik roligt op mod hunden. - Avance! En ikke alt for kvik rejsning bragte et rypekuld på vingerne. De røg til alle sider, og steggen skrattede. Føreren affyrede pistolen, og pointeren var helt rolig.

  Efter situationen, skulle hunden udrede, undersøge, om der lå yderligere fugle i det nærmeste område, idet en rypeflok ikke behøver at lette samlet som tilfældet normalt er med en flok agerhøns.

  Kort efter hade setteren stand. Det så smukt ud. Den var lidt uvillig til at gå frem, men rykkede så et par gange og stod igen.  Føreren kommanderer den frem, og nu var der ingen problemer; men hvor var fuglene. Hunden stoppede op, slog nogle meter under vinden, et slag til venstre og løb lige ind i to ryper. Den satte sig prompte, og føreren skød. Men det tæller ikke på fjeldet. Var der blot kommet en enkelt fugl til højre eller venstre, medens den var i gang med at rejse, havde det været brugbart. Nu blev det til en regulær stødning.  Kort efter sluttede vi slippet.

  Vi var blevet sultne. Vi fandt læ i en lille gryde på fjeldsiden. Vi fiskede madpakkerne og termoflaskerne frem. Det smagte og lige pludselig kunne vi mærke at vi trængte voldsomt til det. Hundene rullede sig sammen. De brugte lunchpausen til en lille lur. Normalt tænder man også her bål ved middagstid og koger rigtig fjeldkaffe, som skal drikkes af en trækop, der helst skal være hånd­skåret. Men dette år var der meget tørt i fjeldet, så de bække, der skulle levere vand til vores kaffe var tørret ud.

  Maden var for længst fortæret og sunket til bunds. Det var flere timer siden. Vi var ved at nå til den gamle Kongevej. Her ville vi afgøre, hvem der skulle vinde dagens vinderklasse. Vi havde haft 20 hunde med. Nogle var faldet på grund af dressur, andre på effektivitet. En stødning er så godt som farvel, og en hund, som er slået af en makker på fugl, er ude hvis den ikke i sit næste slip bringer fugl for bøssen.

  Vi havde fem præmieringer, hunde der alle har vist fuglearbejde og tilfredsstillende appor­tering. Vi havde også i en match mellem tre gode, fejlfri hunde der ikke har haft chancer til fugl, afgjort at en gordon setter skulle have den ledige 6. plads til næste dags VK-finale. Vi havde engelske settere på 3., 4. og 5. pladsen; men finalen skal gik mellem en korthår og en irsk setter.

  Man skelner ikke mellem kontinentale og engelske hunde. Alle konkurrerer sammen og på lige vilkår.

   Vi ville afgøre det her langs med den gamle kongevej hvor så mange af Norges kendteste hundesportsfolk gennem årene havde gået. De har alle været opstemte og forventningsfulde når de fuglte sporet op om morgenen. De havde alle været trætte når de vendte hjem om aftenen. Nogle gik måske lidt lettere fordi de havde sejrens sødme i rygsækken. Andre gik måske lidt tungere fordi alt som kunne gå galt vat gået galt den dag. Stedet åndede af historie og nostalgi. Hvad mon Dovregubben tænkte? Tænkte han at det var for galt at sådan en lavlænding skulle stå på Norges tag og lede en match mellem to fremragende høj­fjeldshunde? Eller smilede han venligt og så til at alt gik som det burde og skulle. Jeg håbede det sidste.

  Begge hunde gik meget stort og meget godt. De udnyttede vind og fjeld på bedste vis. De holdt glimrende kontakt og jagtede hårdt og kontant. De stod vældig lige. Det kunne blive meget svært at afgøre, da den irske setter pludselig tog over, klarede paragrafferne og afgjorde det hele til sin fordel.

  Det var næsten mørkt før vi nåede til fjeldstuen så det var med at komme under bruseren i en fart hvis man også skulle nå at have en lille lur inden aftensmaden.

  Der var stemning under bjælkeloftet. Ilden knitrede i pejsen, maden var god og nu snakkede vi hunde og ryper over kaffen og en whisky, Famos Grouse eller "Hønsevand" som man kalder den på disse kanter.

  Her var alle slags folk. Jenten fra Sørlandet som i dag havde sin VK-debut og kviterede ved at kvalificere sig til morgendagens finale et resultat som hun i øvrigt blev så jublende lykkelig for at hun uden blusel gav følelserne frit løb mit på Kongeveien. Her var Thorstein og hans søde kone Grete. Thorstein som  trods sin høje alder stadig syntes bom stærk. I lænestolen sad rypeprofessor Johan, der ved næsten alt om ryper og som kan skrive poetiske bøger om dem og sine fuglehunde. Ved siden af mig sad Elin og fortalte om en  fantastisk hjortejagt hun lige var kommet fra. Hun havde kørt hele natten direkte fra jagten for at nå frem her til i dag. Hun var virkelig dygtig med irsk setter og gordon setter.

  Her var Bjørn og her var Jens. Der var Gro og der var Gunhild og Evelyn. Alle mulige slags mennesker. Men de havde to ting til fælles en uendelig stor kærlighed til fjeldet og til stående fuglehunde.

  Det var sidste dag. Det blæste voldsomt, og det var næsten ikke til at holde hatten på hovedet. Den første sne var kommet. Om natten lå der en overgang 5 cm sne overalt, da jeg kiggede ud af vinduet, men nu var det kun på fjeldtoppene, der lå noget.

  Det var vanskelige forhold. Ryperne forsøgte at finde de steder, hvor der var en smule læ, og hundene havde tydeligt besvær med at finde ud af det, og det blev desværre til mange stødninger. En pointer trak pludselig an og stor skarpt lige oven for Kongsvold Fjeldstu­e. Var det stedet og nostalgien, der nu skulle hjælpe os til en situation. Der nede lå det og gemte på næsten hele den norske hundesports sjæl.

  Men så skete det, som ikke må ske. Hunden nægtede at gå frem, og vi måtte bede føreren koble. Det blev ikke til præmieringer den dag, men til masser af frisk luft og godt samvær.

  Da vi gik ned gennem birkeskoven, så jeg op over fjeldet for at få en sidste naturoplevelse i dette storslåede terræn. En ung kongeørn kom sejlende gennem dalen. Majestætisk svævede den over birke­træerne og forsvindt mod fjeldmasiverne i vest.

  Hvad kunne man forlange mere. En kongeørn over Kongsvold, og med dette billede i min rygsæk begav jeg mig det sidste stykke ned til parkeringspladsen.

 <<<  Tilbage