Når man kigger lidt på jagthundeavlen i Danmark, kan man ikke lade være med at undre sig over en stor del af de parringer, som foretages. Hvorfor lige den hanhund? Jeg skal prøve at forklare, hvad der ligger bag mine/vore valg. For det første skal det jagtlige være i top. Det vil sige, at hanhunden skal have flere gode præmieringer, og det er meget interessant hvis den i en ung alder har opnået en stribe flotte resultater. Det tyder på talent, og det er det, man skal avle med.

Så er der blodlinjerne. Abelone var linjeavl på det meget berømte og fantastiske Åens D-kuld, men for at undgå indavl vil jeg gerne undgå yderligere Åen-blod. Men da Abelone også var et resultat af en fjerdedel amerikaner, som er krydset med en fjerdedel englænder, ville jeg, ved at finde noget helt andet blod, få et så godt udavlsprodukt, at disse hunde ville kunne anvendes i avlen med en hvilken som helst hund.

Valget faldt på Myrhedens G Granat som først partner til Sally
(Foto: Thomas Tängerfors)

Der er ikke så meget ved at kunne hente fine præmier og hæder på prøver, hvis hundene ikke kan bruges i den videre avl.

Med den nye avlshund, ES Senjas L Sally, valgte jeg i første parring linjeavl på DKJCH, DKBRCH Kallingz Jupiter. Det er naturligvis en satsning, men da der er indblandet dansk, svensk, norsk og sydeuropæisk blod, burde det kunne modvirke indavlsfrekvensen.

Endelig vil vi gerne bibeholde psyke, som gør vore tæver til ”verdens bedste klappehunde”,
og her skal hanhunden også passe ind i billedet.

Eksteriør ser vi ikke så meget på. Vi kan ikke finde fugl med eksteriør, og vi kan ikke vinde en markprøve med et udstillings-CK, men hundene skal være pæne og racetypiske. Kan vi ud over at bibeholde de gode jagtegenskaber også forbedre eksteriøret, gør vi gerne det. Men for os er det ikke noget must.