de kontaktede hele tiden og skulle en af dem endelig blive borte, var det med at huske i hvilken retning vi havde set den forsvinde. Vi vendte os om og så ud over skoven. Den var klædt i de smukke høstfarver og hvis solen ville komme frem, ville den åbenbare os et farveskue af helt enestående art. På den modsatte fjeldside fik vi et stykke oppe øje på et bjørnehi. Det ville selvfølgelig være en oplevelse at støde på bamsen, men den hørte ikke rigtig sammen med rypejagt.

Den ene af gordon setterne havde været borte i nogen tid. I hvilken retning skulle vi lede. Vi spredte os lidt i den åbne skov, og pludselig fik jeg øje på det røde dækken, hunden havde på, bag et par store klippeblokke i noget der kan minde om en gryde midt i skoven.

Det tog lang tid at komme uden om alle forhindringerne og op til hunden, men endelig. "Ja," lød det fra min norske ven, og hunden røg frem med det resultat at otte ryper flaksede op af underskoven og kastede sig i alle retninger. Nordmænd skyder godt og sikkert under disse forhold. Jeg var ikke vant så vanskelige skudforhold bortset fra sneppejagten hvor det normalt heller ikke bliver til så mange fugle. Jeg skød første skud forbi, men var mere heldig med det andet. En rype pakkede sammen og blev hurtigt sammen med de to andre hentet af hundene. Jeg stod med min første rype i hånden og kunne ikke finde på ord. Jeg hængte den på rygsækken som bevis på at jeg også var rypejæger.

  Vi fortsatte op og var snart over trægrænsen. Så langt øjet rakte bredte fjeldmarkerne sig. Vi så over til Sverige, som nu ikke så anderledes ud, men vi vidste at grænsen gik der ovre et eller andet sted. Vi så endeløse rækker af runde fjeldkamme som flere steder adskiltes af smukke søer der lå der blot for at landskabet skulle have noget at spejle sig i.

  Vi fulgte hundene ind over fjeldet. De jagtede og jagtede. Fandt vinden, lagde sig på den og lod alle færtindtrykkene passere gennem næsen, men her var ingen ryper. Vi fandt læ ved et lille birkekrat, samlede grene og tændte bål. Hundene rullede sig sammen, som vi kender det fra slædehunde, og faldt øjeblikkeligt i søvn. Fra en lille bæk i nærheden hentede vi vand i kedlen. Røgen drev over fjeldet, pølsen spruttede på den lille pande, og kaffen kogte på ægte cowboymanner. Der er stemning over lunch i fjeldet.

  Vil valgte at gå ned i skoven igen. Bjørn mente at ryperne, vi havde skud til på vejen op, var tegn på forandring i vejret og at fuglene af den grund havde søgt ly i den åbne skov. Hvor åben fjeldskoven end er, giver den trods alt betydelig mere  beskyttelse mod slud og sne end det åbne fjeld.

  Pludselig fik vi øje på et af de røde dækkener mellem et par træer. Stand. Vi nærmede os, men så udløste hunden for at søge længere ned af fjeldet hvor den atter tog stand. Vi prøvede igen, men det samme gentog sig. "Tiur," sagde Bjørn hvilket jeg senere fandt ud af betød tjur hane. Hønen hedder en røy. Nu startede der en halv times hidsig jagt gennem fjeldskoven. Snart op, snart ned. Stand, fodfølgning og så løste hunden alligevel ud. Her skal man have konditionen i orden. Foderroer i Vestjylland kan være barske at komme igennem når hunden arbejder med en løbende fasankok, men det er intet at regne mod dette. Og så fik vi ikke en gang noget ud af vore anstrengelser. Bedst som vi troede, at nu var den ved at være kørt træt, hørte vi at den tager til vingerne inde mellem træerne. Måske var hunden kommet for tæt på.

  Vi måtte puste lidt oven på den spændende men anstrengende oplevelse før vi igen bevægede os nedad. Vi fik et par ryper mere. Vi så en urkok, og vi skød forbi til en røy. Da det skumrede gik vi igen over bæverdæmningen og vel nede ved hytten kunne vi få det sidste indtryk af fjeldet i silhuet. De helt mørke konturer af fjeldet og de sorte træer stod med himlen som lysegul baggrund og spejlede sig i den fuldstændig blanke sø foran hytten. Der var ikke en krusning på overfladen. Det var som slutscenen i en film  hvor alt gik op i en højere enhed, og hvor biografgængeren efterlades med en indre følelse af at det endte som det skulle.

  Vel kan vejret drille når man skal på jagt, men på høstfjeldet er det somme tider de helt store kontraster. Det kan svinge fra smukt efterårsvejr til barsk vinter, Det oplevede jeg et par år senere på egen krop.

  Det var faktisk koldt da vi tørnede ud om morgenen. Bjørn forkyndte at vi fik sne. Men hvad skulle vi med sne når vi havde kørt den lange vej for at opleve fjeldet på senhøsten og skyde dalryper for stående hund på et af Bjørns bedste terræner.

  Vi var ankommet til Rjukan aftenen i forvejen ved 23 tiden og var efter en god times hidsig kørsel ad efter danske forhold umulige veje endt 40 km inde på fjeldet. Til alt held var der kun den ene vej. Ellers var vi kørt forkert, for det var umuligt at følge Bjørns halsbrækkende kørsel, og så påstod han endda at han over flere kilometer var blevet sinket af en elgko.

Et solidt morgenmåltid, et par klapsammen i rygsækken, tøj på og så ud. Foruden Bjørn var der Kristian, en kendt nordjysk hundesportsmand som havde rykket et halvt år ud af sin kalender og levede her i fjeldet for skiftevis at gå på jagt og deltage i højfjeldsprøver med sine gordon settere. Han skulle levere hunde den første dag. Den egentlige lavlandstrop udgjordes af Thomas og undertegnede. Lokaliteten var Mårfjell hvor Bjørn har et af sine rypeterræner på flere tusinde hektar.

  Vi begyndte opstigningen af den første fjeldside. Snart var vi oppe i det de første lave birkekrat. "Det er nok det bedste rypested på dette fjeld," forkyndte Bjørn, og understregede det ved at fortælle at i begyndelsen af jagttiden havde hans søn skudt over 40 her på en uge.

  Hundene søgte. De slog langt ud til siderne. De gik over den første fjeldkam, og de kom tilbage igen. Stadig ingen ryper. Men nu kom der sne. Vi var kun kommet halvvejs op til den første kam. Det piskede i ansigtet på grund af den kraftige blæst. På ganske kort tid var fjeldet klædt i hvidt, og jagten var set med danske øjne pludselig blevet til vinterjagt. Jeg priste mig lykkelig for mit skiundertøj som jeg havde inderst på kroppen.

Vi spurgte, om det mon ikke holdt op igen, men Bjørn mente det ville fortsætte og spurgte straks om vi havde snekæder med. Det havde vi ikke, for vi var jo endnu ikke ude af september. "Ja fortsætter det sådan, så må vi have jeres bil ud af fjeldet når vi kommer tilbage i eftermiddag." Thomas tog det roligt på sindigt vestjysk. Det kunne vel ikke være så galt. Men Bjørn erklærede kort og godt at vi kunne risikere ikke at få den ud før til foråret. Sådan. Sikken en start på jagten.

  Men vi kom op over den første fjeldkam og fik i en lille pause i snevejret det første udsyn over de uendelige fjeldmarker som absolut ikke synes mindre i denne påklædning. "Har i set min hund?" råbte Bjørn. Det havde vi ikke, så Bjørn begav sig over den næste fjeldkam hvorfra der et stykke tid efter lød to hurtige skud.

  Endelig havde hunden åbenbart fundet ryper. Nu skulle der uanset vejret ske noget. Det var vi opsat på. Efter en halv snes minutter kom Bjørn tilbage. Han havde godt nok en rype med, men det var ingen dalrype. Den var næsten hvid, grå hen over ryggen, og så var den mindre. "Der lå en enlig fjeldrype på den anden side. Vi må se at finde de andre." Vi ville naturligvis vide om der havde været stand osv., men blev hurtigt belært om at fjeldryper slet ikke trykker for hundene, så det var kun yderst sjældent hunden ville få stand for dem. Men under gode færtforhold og hvor flokken gik i god dækning, kunne det muligvis ske.

Altså ikke nok med at det var blevet vinter. Vi skulle også ændre jagtform som skulle vise sig at blive til to dage med knaldhård jagt dybt inde i fjeldrypernes rige.

  Vi spredte os ud over fjeldsiden dog ikke længere fra hinanden end vi kunne holde kontakt, for man skal ikke spøge med fjeldet under sådanne forhold hvor det er altafgørende at have en med der kan finde hjem.

  Bag en lille kam lettede en pæn flok ryper. Bjørn råbte af os og forklarede at vi skulle gå rundt om fjeldknolden på den anden side den lille slugt. Det gjorde vi så, for de skulle ganske bestemt ligge der. Men det var nu ikke så let. For mit eget vedkommende blev det til klatring over store og små klippeblokke som med sneen og frosten var forvandlet til noget af en prøvelse.

  Det blev Bjørn selv der brasede ind i flokken, og ubeskedent måtte to fjeldryper forlade denne verden. Den ene voldte nogen besvær. Thomas og jeg så at den anskudt gik ned ved foden af fjeldskråningen, men lige meget hvor ivrigt hundene søgte, så kunne de ikke finde den. Det er selvfølgeligt svært under sådanne vejrforhold at udpege nedfaldsstedet helt præcist, så der var ingen vej udenom. Vi måtte selv ned og hjælpe til. Altså igen ned over klippeblokkene. Jeg skal være helt ærlig og tilstå at jeg faktisk var ret bekymret for bentøj og helbred. Et forkert trin, og jagten ville med garanti være slut for mit vedkommende for slet ikke at snakke om problemerne med at komme frem til fast vej.

  Vi mente nu, vi var ret sikre på stedet hvor den skulle ligge; men hundene havde stadig ikke fært af noget. Den kunne selv­følgelig være faldet ned mellem to klippeblokke, og så ville vi aldrig finde den. Vi var ved at opgive da Bjørn pludselig lagde sig ved en stor sten og frem af en smal revne mellem den og stenen ved siden af fremdrog den døde rype.

  Forskellen på Bjørn og vi andre var til at få øje på. Ikke nok med at han vandrede ufortrødent over fjeldsiderne og flyttede sig på de isede klippeblokke som var det et stuegulv, han holdt også øje med alt omkring sig. Så da rypen var hængt på sækken, kunne han oplyse os om at hele flokken var gået tilbage over fjeld­kammen og sandsynligvis lå i birkekrattet på den anden side.

  Altså opad igen. Vel oppe holdt vi lige en lille pause for at få åndedrættet i orden inden vi begav os ned mod krattet med hundene helt inde i tæt kontakt til os. Der var jo ingen grund til de skulle smutte fra os efter det mas.

  Så blev fjeldet levende. Rundt om os lettede ryperne, og i løbet af få øjeblikke havde ingen af os længere ammunition i bøsserne. Hvor mange fik vi? Hvor faldt de? Uden vi havde lagt mærke til det, var sneen taget til. Jagtiveren havde taget overhånd, og pludselig kom vi i tvivl om hvor mange vi havde skudt og hvor de var gået ned. Men igen måtte vi love for Bjørns evner til at registrere alle detaljerne i et landskab som blot synes stenet og hvidt, hvor sneen piskede os i øjnene og hvor hænderne efter få minutters ophold uden for handskerne skreg om at måtte komme tilbage i varmen.

  Vi fik tre, og det tog egentlig ikke Kristians hunde ret lang tid at finde dem.  

 <<<  Tilbage