Ami og Applaus startede, Abba måtte gå hinter og pænt se på. Bertel og Thomas fulgte efter. Det er rart at have nogle med, som kun skal koncentrere sig om at skyde og ikke samtidig skal forsøge at holde styr på en hund, der måske er ved at koge over af ivrighed.

Der er desværre ikke så mange, som længere har muligheden for at opleve rigtig agerhønsejagt. Der er ikke den agerhønsebestand, som var i de såkaldte gode gamle dage. Jægerne er flyttet fra marken til skoven, og deres valg af hunde går mere og mere i retning af ikke stående. Nye jægere lærer meget lidt om jagten i det åbne landskab, så forståeligt nok, at mange vil spørge: Hvorfor holde fast i den nostalgi og ro i opflugt og skud, når man nemt på kortere tid kunne skyde mange flere høns, hvis det var det, man ville.  

Det fascinerende ved agerhønsejagten er først og fremmest hundenes arbejde. De to sorte settere søgte ivrigt over stubmarken. Intensiteten lyste ud af dem. De arbejdede hårdt. De ville finde fugl. Instinkterne bød dem at jage, og dressur og træning havde lært dem at jage for deres mennesker. Vildskaben var bragt under kontrol. Det var også smukt at se på hundene. De var elegante, de havde stil, som man siger, med lang, flad galop, højt båret hoved og svip i halen. Har man sans for denne dimension af jagten og synes det er noget væsentlig, må man nødvendigvis drive jagten med pointere og settere.

Måske fandt de snart i fugl de to sorte, og så ville man opleve hunden, som snurrer eller kaster sig rundt for at stivne som ramt af lynet. Der er mange hunde, som kan stå for fugl, men der er kun de bedste, som tager stand på en måde, så hjertet ryger helt op i halsen på jægeren. Hunden er opslugt af det ene færten, færten af hønsefugl, og hele kroppen er som en spændt stålfjeder, der venter på at blive sluppet fri. Den anden hund vil øjeblikkeligt sekundere på synet at sin stående makker, og jægerne kan på vej op til hunden, som har fuglene, nyde dette smukke syn af to dybt koncentrerede hunde midt i septembersolskinnet.

Når jægerne er klar kommer ordren til hunden om at rejse fuglene, og ligger de lige for ryger den frem, og flokken tager kaglende og baskende til vingerne i et brus, som mange gange har lammet jægeren i nogle øjeblikke, hvilket nu ikke gør noget, for det får hønsene til at komme tilpas langt ud for optimal skudafgivelse. Midt i bruset og virakken sætter hunden sig og afventer nærmere besked. – Apport! Og så går det af sted efter en eller flere fugle, som den stolt afleverer. Det er samarbejde på højt niveau mellem hund og menneske. Det er oplevelse af en sådan art, at det kun gives i selskab med de bedste hunde. Hvis det er nostalgi, vil jeg gerne mange år endnu holde mig til det nostalgiske.

Ami havde stand ude på stubben, Applaus sekunderede. – Avance! Høns kom på vingerne. En stærk flok, der hurtig var i fart. Skud bragede. Høns fløj videre, og høns faldt til jorden. Hjernen prøvede at holde styr på det hele, og så ro. - Apport!. Få øjeblikke efter stod vi med dagens første høns, som kunne hænges i galgerne. Bertel fik en og Thomas to. Hundene blev klappet og fik ros.

Nogle af hønsene var blot fløjet over i kanten af kartoflerne, så vi valgte at tage denne chance med det samme. Ami fandt dem hurtigt, Thomas fulgte med, og så havde vi endnu en høne på tasken. Det var en begyndelse også bedre end ventet, og det var en begyndelse, som satte niveauet for resten af dagen. Hvem vil nøjes med det næstbedste.

Kristian ville gerne give Ami en pause, så vi byttede hende ud med Abba, som bestemt ikke havde fået mindre energi af at se på de to andre. I et kolossalt tempo nærmest fløj hun over stubben, og det var måske godt, der ikke var flere fugle på marken, for jeg er ikke så sikker på at hun ville kunne have klaret dem de første minutter, hvor hun var mere vilddyr end kultiveret sportshund. Langt ude for enden af kartoflerne lettede en minde flok og fløj ind over heden. Den lå åbenbart let, for der var ingen hunde i nærheden.

Vi kaldte hundene ind og trak ned under vinden for at få de bedste forhold i heden. Det er ikke enhver hund, som kan jage i hede. Her er ingen faste grænser for søget, og bakkeknolde og små sænkninger får vinden til at svinge og dreje på de mærkeligste måder. Her kommer hunden med de naturlige instinkter og et naturligt søg til sin ret. Her gælder det om at finde vinden, lægge sig på den og bruge den rigtigt i forhold til terrænets beskaffenhed. Her kommer den i mere end en forstand ”store” hund til sin ret, her har den middelmådige ikke en chance.

Applaus og Abba kunne. Man kunne virkelig se, hvordan de nød at jage under mere frie forhold. De jublede over hedebakkerne, søgte lang ud, blev borte i lyngen, fandt vinden og kom susende tilbage for blot at fortsætte i den modsatte retning. Det var næsten som at gå i højfjeldet.

Abba gik på tværs langt ude. Hun gik bag om en fyrbusk og kom ikke til syne igen. Vi gik ud mod busken, Kristian og jeg. Der var langt, men hun var, hvor vi regnede med. Et stykke bag busken stod hun halvt skjult i den endnu blomstrende lyng. Hun fik lov til at gå frem, slog et slag ned under vind og røg så lige ned i en lyngtot og vippede en enkelt høne ud af den. Hun satte sig prompte. Kristian skød, nogle enkelte fjer drev i den lette vind. - Apport!, og så havde Abba også bragt fugl på tasken.

I kanten af heden fandt vi yderligere et par fugle, og så var det ned gennem den store kartoffelmark, inden vi ville slutte med brakken før madpakkerne kaldte.

Nu går det ikke udelukkende ud på at skyde fugl. Der skal også være tid til, at vi kan have det rart med hinanden. Der skal snakkes. Verdenssituationen skal ordnes. Vildtbestandene, høns og hunde diskuteres, og hundene har godt af at slappe lidt af, når de har jaget en times tid. Hønsejagt er også hyggeligt, man tager det roligt, man har god tid. Måske ligger der noget af grunden til jagtformens tilbagegang. Moderne mennesker og specielt unge mennesker har ikke god tid.

 <<<  Tilbage